Tarot, Kort nr 13, Døden

[Rider-Waite tarot kort, Døden]
Rider-Waite
[Sacred Circle tarot kort, Døden]
Sacred circle

Forestil dig en gammel, kornet film: En ung desperat kvinde går ind i et telt til en gammel sigøjner. Spåkonen sidder i mørket, og med sine krogede fingre trækker hun et kort ud af bunken. Kortet forstiller Døden. Den unge dame falder besvimet om.

Rider-Waite-kortene er ofte dystre, og han ser jo skræmmende ud - knoglemanden - som han kommer ridende og tramper kejser og pave ned for fode. Det er dog ikke så slemt, som det ser ud - Døden er ikke et af de "ubehagelige" kort.

Døden varsler ikke fysisk død, men fornyelse og forandring - afslutningen af én cyklus og starten på en ny. I mange tarotkort kaldes nr. 13 "transformation" eller (på engelsk) "transition".

Rider-Waite kortene er fyldt med symboler: Døden rider på en bleg hest, hvilket er en hentydning til Johannes Åbenbaring: »Og jeg så en gustengul hest, og han, der sad på den, hed Døden, og Dødsriget fulgte med ham«. Til højre i baggrunden ser man Jerusalems tårne, så her er vi lidt længere fremme i Åbenbaringen: »Og jeg så den hellige Stad, det nye Jerusalem, stige ned fra Himmelen fra Gud«. Det er netop denne kombination af undergang og genopstandelse, der gør, at kortet repræsenterer forandring og fornyelse.

[Døden]
Det er altid det kort, der vækker mest opmærksomhed.

Rosen på Dødens fane minder om Rosenkreuzernes symboler, som Waite brugte i andre værker (jeg har andetsteds nævnt, at Waite brugte mange af frimurernes symboler). Bemærk de 3 små kors i baggrunden: rose + kors = Rosenkreuz.

Der er kun 4 mennesker på billedet, men de repræsenterer tilsammen hele menneskeheden: Gejstlig og verdslig, rig og fattig, mand og kvinde, ung og gammel. Bemærk, at der står "TOD" nederst på kortet. Det skyldes, at jeg har købt kortene i "Weisse Wolke" i Lübeck. Billedet forestiller altså Døden fra Lübeck :-)

Kortet til højre er fra Sacred Circle.


Tilbage til Tarot-siden
Ring og bestil tid